Frivillighed, omsorg, tolerance, respekt, disciplin og personlig udvikling

Vision
Horsens Judoklub ønsker at være en klub for bredden. Derfor tilbyder Horsens Judoklub træning inddelt efter alder og niveau.
I Horsens Judoklub ønsker vi sportslig succes, godt kammeratskab og gode sociale rammer, hvor det er rart at komme både som udøver, træner og forælder. Derfor vægtes i Horsens Judoklub:

Et godt socialt miljø
Det forventes, at alle udviser respekt og tolerance over for hinanden. Både på måtten og uden for måtten. Det forventes, at man snakker ordentlig til hinanden, er opmærksom på hinanden og, at man ikke bevidst overskrider andres grænser. Mobning tolereres ikke ligesom urimelig udnyttelse af højere status som eksempelvis alder, grad, lederfunktion eller lignende, ikke accepteres. Evnen til at drage omsorg og give støtte skal være en naturlig del af den personlige udvikling.

Kommunikation og åbenhed
Kommunikationen er vigtig for at kunne skabe og vedligeholde et godt socialt miljø. Derfor opfordres der til saglig dialog og god kommunikation i klubben. Vi vil gerne, at Horsens Judoklub repræsenterer et sted, hvor god kommunikation er i højsæde og, hvor åbenhed og nysgerrighed overfor nye (og anderledes) tiltag er til stede. Bestyrelsen bestræber sig på et højt informationsniveau.

En stærk børne og ungdomsafdeling
Horsens Judoklub ønsker at udvikle dygtige og kampklare unge mennesker. Vi ønsker børn og unge, som udviser kampgejst, respekt og disciplin forstået ved, at de kan lytte, forstå og handle. Men vi ønsker også, at børn skal være børn, når de træder ind i dojo´en. Derfor arbejdes der, gennem leg og forskellige øvelser med børnenes motoriske robusthed og dennes videreudvikling. Vi ved af erfaring, at styrkelsen af børn og unges motoriske færdigheder, udløser plusser på selvværdskontoen. Et godt selvværd giver god selvtillid og troen på succes. Børnene vil ligeledes tilegne sig større kropsbevidsthed såsom smidighed og styrke.

En stærk seniorafdeling
Horsens Judoklub ønsker en alsidig senior afdeling, der evner at favne bredt og tilrettelægge træningen, så den tilgodeser veteraner og motionister på lige vilkår med eliten.

Forældresamarbejde
Forældre opfordres til at tage aktiv del i deres barns idrætsliv. Forældre er velkomne til at overvære træningen. Der opfordres dog til at man benytter det tilstødende klublokale til snak. Vi opfordrer forældre til at tage kontakt til hinanden, da god forældrekontakt giver gode relationer blandt børnene. Derudover opfordres der til, at forældre bakker op og deltager ved stævner. Ligeledes opfordres der til, at man bakker op om alles kampe og ikke blot eget barns kamp. Ved udenbys stævner bør man tilbyde kørelejlighed hvis muligt.

Frivillighed
Horsens Judoklub bygger på frivillige kræfter. Det vil sige at alt fra trænergerningen til bestyrelsesarbejdet foregår ulønnet. I Horsens Judoklub er der tradition for, at der ”løftes i flok”. Derfor har vi også en klar forventning til kæmpere, trænere og forældre i klubben om, at man tilbyder sin hjælp til forskellige arrangementer i det omfang, det er muligt. Opgaverne varierer lige fra at lave saftevand til ungerne, passe butikken ved Horsens Judo Cup, køre til stævne, vagt til kræmmermarked, opvisning og/eller komme med ideer til kommende begivenheder m.m. Vi modtager ofte invitationer til arrangementer, hvor vores hjælp kan udløse en portion penge eller remedier til klubben. Derfor er det SÅ vigtigt, at vi kan samle så mange hjælpende hænder som muligt således, at vi fortsat kan skaffe midler til klubbens udvikling. Husk blot at det kommer alle klubbens medlemmer til gode.

Trænerkompetence og udvikling
Horsens judoklub tilstræber sig kontinuerligt på at opkvalificere og vedligeholde trænere og instruktørers kompetencer i forhold til judoundervisning. Det er træneren, der har ansvaret for undervisningen og i dojo’en, gælder trænerens anvisninger. Er der flere trænere på måtten, er det den/de højest rangerende træner(e), der har ansvaret.

Leveregler
For at sikre Horsens Judoklubs værdigrundlag, det gode klubmiljø og trivsel for alle med tilknytning til klubben gælder følgende:
  • Nedsættende tilråb af dommere eller andre klubber til eks. stævner er uacceptabelt.
  • Alle har pligt til at informere bestyrelsen, hvis man har mistanke om overgreb eller børn der mistrives. Det er bestyrelsens pligt at tage sådanne henvendelser alvorligt.
  • Der indhentes børneattester på alle ledere/trænere.
  • Der er altid mindst to voksne med på ture, lejre, stævner og lign. Desuden informeres der grundigt til forældre, så det fremstår klart, hvilke aktiviteter der er tale om (tid, sted, kontakt, indhold osv.). 
  • Eneundervisning bør ikke forekomme når det gælder børn. Er der brug for eneundervisning, skal barnets forælder/forældre eller anden betroet person være til stede. Endvidere bør voksne undgå situationer for lukkede døre alene med børn, eksempelvis ved omklædning og badning.
  • Vær bevidst om din rolle som leder eller forbillede for de unge og fremstå som et godt eksempel i og udenfor dojo’en. Vær opmærksom på at dine intentioner ikke kan drages i tvivl og undgå så vidt muligt forskelsbehandling, medmindre træningssituationen fordrer det (eks. individuelle træningsprogrammer).
  • Ved klubaktiviteter i private hjem sørg da for, at alle på holdet er inviteret og, at der er flere voksne tilstede enten trænere, bestyrelsesmedlemmer eller forældre.

Bestyrelsen er opmærksom på at værdigrundlaget og levereglerne, er med til at sikre en god atmosfære i klubben. Respekteres ovenstående regler for omgangsformen i klubben ikke, bør bestyrelsen behandle sagen og beslutte eventuelle sanktioner. Bestyrelsen skal være synlig i klubben, udvise åbenhed overfor klubbens medlemmer og forældre og behandle henvendelser og indkomne forslag seriøst.